hvis jeg strækker mig og står på tæer kan jeg skimte den spidse metaltop hvor lyset spænder fra. la tour eiffel. et monstrum af jernbeslag, wires og stålformationer der danner et umiskendeligt stabilt kendetegn. fire faste forbindelser til jorden og en spids der rager mod himlen og lover drømme om at nå skyerne nå paris’ tage og skorstene lover en legende lethedsfornemmelse og en pirrende følelse af frihed og storhed over at være så højt hævet så højt oppe over landjorden at det gør helt ondt at give den frihed fra sig igen på turen ned.

den er rystende smuk og brutal på samme tid. facaden krakelerer så snart du drejer om hjørnet og ser en hjemløs og genoprettes på ny ved hjørnecaféens hurtige strøm af velklædte parisiennes og aperitifs i aftensolen.

det er flettet træ og runde borde det er høje jakkesæt og livlig snak og du higer efter at blive en del af det samtidig med at du nærer en ærefrygt for folket og helst vil betragte det glinsende i smug på den anden side af kanalen og bordet og bare være til stede uden egentlig at være det som at være i en tåge i et mellemrum før aftenenes sidste sol forsvinder og det bliver rigtig aften.

*