liberté, egalité, fraternité. statuen rejser sig på det revolutionære slagord som valmuer på en mark og hæver sig over menneskemængden på pladsen der råber mens de svajer med det palæstinensiske flag og råber og samler sig og tiltrækker en cirkel af tilskuere der står et stykke fra kernen og det vajende flag og fortaleren med megafonen der flere gange slår armen ud og vender og drejer sig for at vise sin gestus til hele pladsen. de skriver på nettet at konflikten slet ikke er så kompliceret som medierne foregiver den er. en sand nyhed vurderer jeg og læser bagefter at yahya hassan har udtalt at det er stormagten der har det største ansvar. israel bør tage det største ansvar tænker jeg og finder kritisable artikler på nettet der fremstiller jødernes tildelte jord som et bestialsk styrende hierarkisk samfund der undertrykker palæstinensere som jøderne selv er blevet undertrykt og uden at blinke affyrer missiler mod gazastriben der er beboet af konstant årvågne ofre der for hver lyd eller bevægelse kan forestille sig et nyt missil, et sammenstyrtet hus, et manglende familiemedlem. det er en hverdag helt fjern fra min, en hverdag jeg aldrig vil kunne forestille mig at leve i. et liv i en boble af rædsel sådan må det være for dem at være afskåret og buret inde af israel der som katten leger med sit bytte og kan vælte den skræmte mus og holde dens hale fast præcis som den lyster. på den anden side står hamas og de to hiver konstant hinanden i håret med beskyldninger om hvem der først puttede tyggegummi i den andens hår og de hidser hinanden op og hvem har ret og hvem gjorde hvad først og jeg forstår ikke hvordan svaret ikke kan ligge lige foran dem når børn bliver ramt af missiler mens de leger på stranden.

*