11. april 2010 kl. 19:16
synes godt foråret kunne tage den en hjortetak ned eller to. Lyngby sø er spækket med svulmende knopper og liderlige dyr. Dagen har budt på udendørs forplantningsritualer udøvet af både gedderne og frøerne. Ja, man bliver helt lun i blikket og håber at det intet har med fiskeskæl eller paddeslim at gøre. At skylden kan skydes efter solrejsningen. At man stadig er nogenlunde normal.
12. april 2010 kl. 18:31
har følgende IKEA møbler til salg I) skriftestol "PÖLSAN" kønsforladelse medfølger på instruktionen II) atomdreven elektrisk lænestol "BARSEBÄCK" i skidden grisegrøn finish III) antikt udseende "DET ÄR INTE MITT" bord, godt brugt men fremstår intakt, vel nærmest uopslideligt. Alle møbler samles med følgende løse skruer.
26. april 2010 kl. 12:13
hø-feber uden malkepiger. Den landlige neder. Strågul tristesse.
3. maj 2010 kl. 08:24
nåede lige en eftermiddagstur i det lysegrønneste Danmark. Skoven delvist spiselig og spækket med overmodige brune skovmus der var ude at flashe deres hvide bryst mens de lavede små, lækre nougatspjæt. Der er også praktiske træer der gror vandret og upraktiske rødder der hæver sig lavt over stierne. Joggerne har stadig iPod´s på - muligvis for ikke at komme for tæt på naturen. Så en stensøjle i et årelangt styrt.
21. maj 2010 kl. 20:05
Lyngby er som en furie man i desperation har tænkt at forlade der så pludselig viser sig fra sin grønneste, mest eventyrlige og velduftende side, hvor man tvivler om, hvorvidt man egentlig forlader en hidtil uset himmel til fordel for et storby-helvede. Men jeg har skrevet under og tror nu at ejendomsmægleren er djævlen. Er min sjæl virkelig denne knirkende lille lejlighed? Med alle dens små udeståender?
23. maj 2010 kl. 12:59
Kære flyttekasser. Hvor er I når man har brug for Jer? Alle disse år har I stået i kælderen, men nu er I forsvundet. Hvor er I henne nu? Er det rigtigt, det med lyset? Er der en flyttekassehimmel efter dekaders tro tjeneste, hvor I bliver fyldt op med glemte bamser, let blondeundertøj og hest? Har jeg været for fraværende, for stationær oppe i min 3-værelses virkelighed? Kom tilbage! Lad os flytte væk med hinanden i.
21. juni 2010 kl. 21:32
Pessimistens sommervarsel: en indtørret regnorm der kun havde nået livet til midten af flisen. Selv i det hinsides er den afmægtig og for tør til at afbryde solsortenes orange brøleri i den morderiske sol der går ned lige nu. Dog uden rigtig at gøre det for alvor. Jeg kan trække gardinerne fra men solbrillerne beholder jeg på. Natten er pseudo og solen hænger sig lalleglad i støvets detaljer igen imorgen.
10. juni 2010 kl. 06:45
Din undulat er en cyborg. "Hvor er CTRL+ALT+DELETE?". "Han er blevet sindsyg, det måtte gå sådan". Tasterne er fjernet med næbbet. Dette er præcis hvad undulaterne vil have dig til at tro. Udspekuleret mcnuggetteknologi der sår tvivl. Det gør dig til fuglefrømand og spreder dine tanker over udefinerede arealer. Sagens kerne knækket. Bortset fra det - vidunderligt timeland! Sejler væk i en nøddeskal. Vinke vinke.
13. juli 2010 kl. 13:37
Lige hvad man manglede: et hvepse-bo uden for køkkenvinduet. De kom åbenbart ud af deres pupper i nat og er ligesom programmeret til at søge mod halogenlamperne. Jeg ærgrer mig over at skulle lukke hermetisk af for sommernætterne, men min insektædende kandebærer er ved til at springe op af krukken af glæde. Ja, vel nærmest en slags vegetabilsk eufori....
20. august 2010 kl. 08:26
Der er sorte tårer. Der er sorte servietter. Og der er de sorte oreovanilliekiks på tilbud. Og så et glas mælk, et hvidt et. Og så er alt godt igen, selvom det er lidt svært at styre.
21. september 2010 kl. 21:48
anbefaler at slukke for tv, drikke en kop jasmin-the, finde månen og ellers bare glo. Det er den kinesiske månefestival og man forstår hvorfor: månen er knaldende lys og står skarpt på hornhinden disse dage. Gå ikke glip af det!
13. december 2010 kl. 22:57
har en far der engang har været en sommer i Italien og bildte en dame derhjemme ind at spaghettimarkerne stod stive. Det er mange år siden og danskerne er nu klogere end damen. Eller har muligheden for lige at tjekke. Alligevel står de stive spaghettimarker stadig som en meget sand og ren poetik.
26. december 2010 kl. 00:08
julesump med rissalamandere, passive røgede ål, forfrossen mosegriseflæskesvær. Nytårsstatus af den ene og den anden art truer, fjernt knitrende fusere, afsprængte fingerfærdigheder, skyttegravede sjæle og postej-agtige parforhold med sikkerhedsbriller fedtet af fois gras. Men vi vil kæmpe. Og vi vil sejre i 2011. Vi skal være nogens nummer 1. Eller nummer 50. Det er da også flot..
3. januar 2011 kl. 23:46
Det første kys. Det andet mørke. Det tredje rige. Den fjerde bukkegrise. Den femte side. Den sjette finger. Den syvende sans. Det ottende døgn. Dette niende liv.
3. februar 2011 kl. 08:24
Og små overstadige blåmejser i træet udenfor køkkenvinduet. Senere muligvis sodavandsfontæner, bamsegardeparade, heliumkorsang og tykke diodefloder. Blåmejsemani.
4. februar 2011 kl. 18:50
arbejder med sin søvn. Måske døgnet er en slags klode med foranderligt land der når ca 2/3 rundt. Om aftenen kigger man over på det samme stykke land. Man går ud og under vandet og op og ned af de undersøiske rev og skrænter. Rundt og rundt trasker man, indtil jorden hvirvler en ud i rummet fordi den er træt af al det vaderi. At ligge på kysten i sengen er nu smukt. Det hjælper mig med at sove. Saltvandsfullness.
10. februar 2010 kl. 22:18
Min kvindelige nabo forsøger at imitere bjæf fra en mindre hunderace og hendes ven lyder som om han har store smerter. Det er meget mærkeligt. Jeg pröver at læse Gunnar Ekelöf, hvilket er svært. Måske det er feberen...
15. april 2011 kl. 12:08
Kære blåmejsepar i æbletrækronen. Vær venligst tilstede ved forestående fremvisninge af bolig. Udøv intensiv nuttetheds-indsats. Kombineret med at blomsterne popper ud, vil der være tale om et kommercielt brydergreb ikke ulig den i OL sammenhænge fraværende ½ Boston. Jeg erklærer i tilfælde af salg, at donere for kr 1000 fedtkugler. Bed gerne den sløvt hakkende, inkontinente due om at holde sig fra min altan.
11. maj 2011 kl. 22:30
Aftenabsinten lyser et lille område af slotsparken op. Frøer og bittesmå firben der har vovet sig op på stierne, står stille under denne drikkelige lygte. Jeg hæver glasset ud i søspejlet og tænker en skål til flagermusesværmen. Udover Apple, er de de eneste der ved præcist hvor jeg befinder mig. Alverdens byer kan rende mig.
21. maj 2011 kl. 14:41
Nåhja, det er dommedag idag. Er åben overfor forslag til de sidste aktiviteter. Evt. bare en kop the.
23. juni 2011 kl. 18:25
er blevet brændt af på grund af langt hår. Har magiske eliksirer i skabet. Har snakket med ægte feer. Er præget af svaners skønhed og rasen. Arbejder på besværgelser der vil skaffe mig central retræte med højt til loftet. Og en scroll der fremkalder begær som lige skal justeres. Brygger frisk tågetale hver dag. Spidser hatten. Det gør mig vel til en slags heks. So be it. Sidder også på kontor.
24. juni 2011 kl. 13:03
har netop hjulpet en bette brumbasse videre ud i livet. Selv soltrangen havde opgivet vinduet og den lå og rygsprællede alvorligt sløvt i karmen. Godt man lige nåede hjem, fik opløst et par dråber Sirop de Gomme med orangeblomster i lidt vand, der tilsyneladende blev grådigt konverteret til vingesmørevæske+livskraft i den plyssede lufttumling. Måske man selv skulle tage sig et glas. Blive en prik mod sommerblæsten.
17. juli 2011 kl. 13:23
Kom så med det. Regn i skrå linier, stammebøjning og grå papirhimmel. Jeg har efterårsfornemmelser. Sonar plus 40 års rutine i... ja, øhm.. år, lyver ikke! Poetisk mana i syvende potens, lange jakkers nætter med træsusen i brystlommen, identiteter i lag på vejene. Og statusbeskeder der rasler.
28. juli 2011 kl. 10:59
OK, det med at skrive midt i praktikaliteterne, job og limdampe fra flyttekassepappet, var nok lovlig ambitiøst. Kaospuls + snurrehjerne! Lørdag > Hotel Luftmadras i verdens bedste selskab: Ørnen således i Kbh. Første vingeslag. Grundet Europa-sehnsucht, planlægges sensommeren afholdt div. steder i Tyskland. Obligatoriske Berlin som 1. stop > Heidelberg > Freiburg
23. august 2011 kl. 11:38
Jeg føler mig så baryton. Jeg brummer på gaden som en dyb knallert med underklang af elegante japanske cigaretter. Det høje C må komme fra min bedre halvdel, måske den dag jeg fortæller en virkelig borende joke. Selv stiller jeg mig tilfreds med mine mørke gåsehudsHMMM. Jeg kan ikke teksten, for den er endnu ikke skrevet. Men altså, alle disse sange vi bærer rundt på...
1. oktober 2011 kl. 20:19
's butternutgræskar suppe med kammuslinger og lakserogn plus en slat afgiftspisket protestfløde kan ikke overgås. Har også hørt farfars menuet 1925 for violin og piano fremført live for 4 stk Boston mens luften udenfor var flimrende flydende guld. Nu drikker Kunstnerinden Vesterbro G&T a la Westend med skræl afff æble fra Jens og Lise.
29. oktober 2011 kl. 11:51
smeltede lige over den mini blåmejse der fløj på gesimsen ud for køkkenet her på anden sal for at sidde der et helt minut og kigge på mig. Interessen var så absolut gensidig. Så fløj den videre ud i gården, i middagsdisen og jeg gik ind i stuen for at fortælle dig dette.
30. oktober 2011 kl. 09:11
Har ringet til Frøken Klokken på 70 10 11 55. For nostalgiens skyld og for lige at være sikker. Det var hyggeligt nok. Hun lød som sig selv. Konstant insinuerede hun min accelererende aldring, mit raslende forfald, min forestående død. Men det er OK, bare på grund af genhøret. Nå, hun skulle hun også videre og snakke med nogle andre. Nogle der måske er knapt så stille som jeg i disse dage.
18. november 2011 kl. 12:10
Dunkelland, Westend er fyldt med finske søstersylfider weekenden over. Lejligheden nærmest brister af tundratusmørke, sære seriestavelser, duft af mumimorkler og rensdyrskindet har rejst hårene 90. Alle orrdii harr fået et ekstrra r og navneorrdii harr også ii som haleii. Husets herrreii og hans sprrogii err opløst som kogt birrketrræii. Altiing klistrres sammen med blåbærrmarrmeladeii.
28. november 2011 kl. 22:35
Jeg føler mig virkelig hjemme i denne Vesterbroske strømafbrydelse, der for min skyld gerne må vare lidt endnu. Jeg er tilbage i lejligheden 1911. Kogekedlen er på gasblusset, der skal prismer på kandelaberne og hvis kæresten har violin med hjem skal hun akkompagnere det spøgelse frem, som hun mener vi deler lejlighed med. Det. Er. Helt. O. Kay.
1. januar 2012 kl. 14:37
Lidt pailetter dér... Lidt fjerboa-rester dér.... X antal champagneflasker dér... Og lidt aske i karmen.... En rest af parfume i et hjørne der... Tåget Olavi Virta siver ud fra glemte luftlommer bag tapetet. Og en titanisk shamanhovedpine der tvinger Deres Uudholdelige til indtag af roterende æg, små kloder pisket med rigelige mængder smør og fløde, mistænkeligt tangskove af dyb the som blikket kan åle sig sløvt igennem, vitaminpiller der i lys af halsens livmodermørke triller over kvalmegrænsen, peiku pupiller der følger pigen der altid gynger nede i gården i åndelig pendultennis. Hvilken vej blæser dine fletninger, pige? Hvad klogt kan du fortælle mig fra bredden vi kom fra? Hvad kan du lære en lidende dæmon på 40?
11. januar 2012 kl. 00:49
godnatbesværgelse: må du være så stille som en nat må du gennemblæses af klare kølige åndedrag må du se rustens skønhed de langsommelige korrosioners symfoni tage til som du tager til i din store forgængelighed mens din søvn vokser sig tæt som et fjernt sted i et sted i et sted langt borte som lige her så fjernt som du er et ekko af dine kæres ekkoer må de overdøve verdens lyde udenfor må lyset af usete forårsdages toner slå revner ned gennem dybet du søger du søger må en række af orange lygter flette sig ud mellem dine bløde skridt må tågen fra din mund og emmen på din rude gøre dig til en smed der slår ildfluer af verden og må du aldrig plukke dette billede må du efterlade noget for at tage andet med dig
11. januar 2012 kl. 22:51
en porcelænscowboy. Espeløve i radiosus. Dokkerbanke. En drømmekutter over vejtrækningens bølger. Massiv bevægelse som noget meningsløst der må udtales. Flammende everqueen 88. Lydforestilling. En dør der smækker på Mars. Vejkant. Lys gennem en død vinge. En mund der åbner sig med en knirken. Karrieren som en papirsflyver. En pilot der giver slip. Succes: Powerpointslides med max tre bullets, en enhjørning og en regnbue.
28. januar 2010 kl. 12:29
Erik Satie klaverstykker og røræg. Now that's a combination... Impressionistisk minimalbrunch mod overlæssede uger. Hvad? Nej, ikke lige nu, jeg drikker the og intet andet. Jeg er tilbage som den der fodrer edderkopperne i haven. En for de næsten blinde småkryb stor og ukendt Gud af velsignelser og forbandelser, en forskers skygge for solen, hverken god eller ond, der trækker liv med ned i sin fordybelse. Det er sandt at sige, at jeg har indtaget disse småskabninger og at prisen må betales med tilbageleveret indsigt. Resultatet foreligger endnu ikke. Måske alkymien i en kop the mere plus boblerne fra Saties klaver plus dette barndommens udådelige, giver noget der skinner lidt længere end mig?
4. marts 2012 kl. 17:34
Gåtur III (live): Parken jeg sidder i nu, lyder af et tætvævet ingenting. Af det flettede mørke under det raslende og de kølige, slumrende rødder. Det virker lærerigt. Den måde fugle hastigt hopper på minder mig om at også jeg skal afsted. Jeg forsøger trods mange drømme at holde mig inde for min egen biologis begrænsninger..
10. marts 2012 kl. 15:06
nå, forår, ville du noget eller hvad?
12. marts 2012 kl. 18:34
tror ikke helt på hverken løsninger, lighed via reduceret sproglig præcision eller diplomatisk fortyndende vendinger. At gøre ting mere åbne for fortolkning for derigennem at nå afklaring hænger ikke så godt sammen. Der er for meget implicit spekulationsguf. F.eks. i ordet "uheldigt". Når en politiker kommer med en "uheldig" udtalelse, undrer jeg mig over at man så aldrig ser noget til modsætningen, den onde tvilling "heldig", i brug. Begge dele dækker vel over, at afsenderen mener modtageren agerer tilfældigt, delvist tankeløst, eller at tilhørerne er som en rød-blå roulette med 49,5 % sandsynlighed for det ene eller det andet. Jeg tilslutter mig den ene %, det sorteste felt, at mørket venter, at banken tager det hele og at alt er betændt. Men så er der den lille pige der løber rundt nede i gården og spiller fodbold. Hun er simpelthen bare så begejstret.
19. april 2012 kl. 23:50
har altid været på udflugt med døden. Kroppen er en ramponeret gård i noget øde kød. Sjælen er en landsbytosse der er hurtig på banjoen. Jeg er en truende scene, et hysterisk digt hvor sømmene går op i detaljer, gradvis blotlæggelse af det vidende snit. Ellers går det godt.
25. april 2012 kl. 22:38
Er vi ikke langt nok fremme? Kører vi ikke hurtigt nok? Er det bedste oprør ikke at vende sig om, insistere på det oprindelige, genfinde sanseligheden langt fra dette tåbelige medie. Der er en anden ro over det at falde i søvn midt i en bog, beruset af ord dejse om i et glemt afsnit, blive i bogen for natten mens et par sider lægger sig over en som en dyne. Jeg finder ikke roen på bedre vis, eller glæden ved at skulle vågne fuld af indtagne, omdannede energier. Skrive dem ud med hånden, i et brev om alt og intet, mest det sidste synes nødvendigt. Som smagen af limen fra et frimærke.
16. juni 2012 kl. 15:11
Blev kaldt "en stor alkymist" af NT. Jeg tror det er den mest præcise cadeau jeg nogensinde har fået. Måske det forklarer det sorte hul mellem øjnenes såkaldte stjerner. Masse der indsamles til nyt tungt stof. Eller den lyseste trang til at skabe gyldne sekunder gennem kombinationen af gammelt og nyt. Facebook er blå som en flod af blæk. Vi driver, vinker fra en tønde. Bliver væk.
4. juli 2012 kl. 11:21
Teksten her konstaterer at endnu en musiker er flyttet ind heromkring. En trompetist. Visse morgener vågner man med the blues og så er der altså live soundtrack til at underbygge og nuancere tilstanden. Mere luxuriøs kan en depression da ikke blive! Om aftenen spilles der med dæmper, lange trætte, dog insisterende konvojer af noder, der sejler ud mod årstidens lysende skyer med tankerne som blinde passagerer der danser waltz på de kæntrende passager. Andre står bare og kigger ned i de hvide liner af skum over det bølgende mørke mens lungernes stempler tvinger rejsen videre. Jeg føler mig meget, meget beat. Prøver at udnytte storbyen, kæmper med min misantropi, min foragt. Kunne verden dog bare stoppe lidt, synke og lytte til den drivende trompet foroven. Spiller engle mon jazz?
12. juli 2012 kl. 00:33
Når man ikke kan samle sig selv eller sine tanker, kan man samle noget andet. Modeltoge, modelfly, modeller som sådan hvis man har det sådan og høfligt undlader sætte dem på nåle. Jeg samler gamle prismelysekroner. Pudser lidt på fortiden, renser hjernecellerne en for en og hægter dem sammen så verden kan spaltes gennem dem igen. Giver det rygrad og strøm fra et værk i byens udkant. Udretter lidt symmetri, afhængig som jeg er af ordnede forhold. Samler, samler små bunker af lys og mørke. Så råber nogen nede på gaden, en trækvind farer søvnløs gennem stuerne. Ellers følelsen af at tabe et glas mælk hele tiden hele tiden og et undskyld, jeg glemte hvor jeg kom fra. Vikler alting ind i hinanden for at se sammenhængen blinke, når jeg trykker på kontakten. Den nye krone har plads til fem stearinlys, hvis det er. Som min hånd med min far og min mor der samlede mig.
18. juli 2012 kl. 00:19
On Facebook, everything is fine. On Facebook, everything is fine. On Facebook, everything is fine. You got your good things, and I've got mine.
9. august 2012 kl. 16:23
er perpleks. Det skyldes kombinationen af heavy, hiphop, Griegs morgenstemning, kvinder i pingvinfrakjer med høje hatte og rytmisk hest med hår i røven der overgår det hår jeg har på hovedet i både pomp, pragt og længde. Intet under at man føler sig konstant besejret når man kommer til at tænde for OL. Det er derfor at sofaen virker som en gigantisk dresserende Valiumtablet. Thomas Boston. Olympisk trekampsmester i udholdenhed af fladskærmstinitus, apatisk passivitet og fysisk stilstand. Jeg orker ikke guld.
23. august 2012 kl. 13:00
når jeg hører ordet mavefornemmelse vender det sig i mig
17. september 2012 kl. 11:55
Vågner som et efterår
29. september 2012 kl. 00:43
Lytter til Kreng "Grimoire". Sipper absint, en virkelig dyr og sært velgørende en. Yeah. Er det fra pladen eller gaden som regnen, strygerne, klikkene fra en paraplyspids lyder? Og stemmen med håret vådt? Der er vel næppe nogen dernede der bedriver arie-fragmenter nu. Nix. Gaden er tom. For den slags i al fald. Smag og bas fra støv og spøgelser. Er der andre verdener efter denne tilstede i rummet? Nej, nu kommer ovenboens klaprende tunge Birkenstock-sandaler slæbende. Prismekronens mønster giver undersøiske vibrationer. Uldsokkerne i dette uelegante og hensynsløse fodtøj dæmper på ingen måde disse soniske dybvandsbombers hensynløse hærgen eller denne tavse vredes tiltagende mørke. Men Kreng er virkelig godt. Og deroppe hænger fuldmånen...
6. oktober 2012 kl. 14:06
spiser snegle i absintsauce, kigger lidt ud på Pontarliers hovedstrøg, synes næsten tømmermændene fra gårsdagens 14 absinter (which I did not inhale) er pikante, nå, der er hovedretten, med morkler, godkendt, godkendt, så et besøg på distilleriet Les Fils Emile Pernot plus aftenseance på landetlandet og hvem ved? Måske med noget virkelig gammelt i glassene? Det er unaturligt ikke st være ydmyg og hoverende samtidig. Livet er sgudda godt, synes De ikke?
25. oktober 2012 kl. 01:28
reflekterer mere lys. Er snart mere salt end peber. Jeg bliver ældre, visere, trækker streger mellem punkter i tid og rum. Usatte punktummer, nyopdagede stjerner, politikeres navler. Imens gråner håret videre. Det er en biologisk funktion der beskytter en og viser verden at man så småt skimter konspirationerne, sammensværgelserne, det der hviskes mellem linier. Det passer altsammen. Også det med strålerne. De grå hår er evolutionens sølvpapirs-hat.
28. oktober 2010 kl. 11:05
Stilhed som vi oplever som stilhed er ikke blot stilhed, ikke kun et fravær af lyd eller høresans, ikke kun en lydkildes foreløbige tavshed, ikke blot ikke-lyden af hvidt papir afbrudt af pennen der starter med et punktum. Stilheden kommer til sidst, stilheden lige nu som er min og strømmer ud mellem hvert åndedrag. Som en andens stilhed, i natten, ulyden af åbne øjne i sovekammerets mørke. Stilheden før ulykke, storm og altings november. Stilheden er en skulptur, en kube, måske, fyldt med alverdens kemiske processer. Og vi maler lidt på den hver dag med vores forudanelser, vores tavse 7nde sans. Ventilatoren på den anden side, lidt sang i rørene, en bil der brummer forbi, overboens tasten ned gennem revnerne mellem gulvbrædderne, en dør der knirker, en ringen i ørerne der blander sig med kirkeklokkerne. Og imellem ligger stilheden som er min, stilheden før opbruddet fra sengen. Stilheden et sted jeg har lyst at vandre i.
4. november 2012 kl. 17:37
Åv. Tiltrængt. Verden sidder ikke på vrangen når man tusser rundt ved Roskilde Fjord ad tilgroede ruter for gamle dages skyld. Åv, siger man dæmpet når man passerer nogle med et kort, anerkendende nik, åv eller åvs. Folk vender tilbage hertil. Vi ved ikke om vi måske kender hinanden fra engang. Strandmalurtens kobberblågrønne er væk nu, her er rimelig tidløst og her føler jeg mig hjemme. Der er ingen tvivl om, at visse af de større sten, samt majoriteten af træerne genkender mig. Jamen så åv, åv da. Sidsnævnte nikker lidt. Ikke en vind rører sig.
11. november 2012 kl. 16:10
drikker Pernod Fils fra 1913 (lige før absint forbuddet i Frankrig) som den slags skal drikkes. Alene. I søndagens stilhed. Alle sanser rettet mod den visnede væske. Noget der ligner rom eller whiskey inden lyden af vanddråber rammer det 99 år anløbne flydende guld. Et stort glas og ikke bare en lille prøve. En brouilleur holder en lille byge af endnu ældre vand i skak. Der skal kun lidt i 1:1 absolut ikke mere end 1:2... glasset bliver til et vindue der åbner sig selv. Citronmelisse, ufatteligt velafbalanceret grøn anis, isopens pudder, malurten prikker og den gamle vampyr kender mig udi de mørkeste kroge, stærk trang til opium, hor og poesi, om lidt er det hele væk, den evige ungdom var i dette øjeblik. Lyde udsendt i et tilpas stort rum og lyden bliver hængende som lyden af noget andet man hører når rummet flytter ind i en. Det store må skabes for at blive indtaget. Jeg er overandægtig, jeg ved det. Men hvorfor ikke? Hvorfor egentlig ikke? Tænk at de mennesker der fremstillede dette, de der læssede togvognene der kørte ind på fabrikken, de der traskede hjem gennem Pontarliers gader for at hvile sig, lave mad, hente børn, eller lige hilse på andre bysbørn på la Poste er væk for flere generationer siden. Jeg sender en tak til det hinsides og beder min fremtid om at hilse. Og skaber snart et minde. Det er min vilde pligt.
21. november 2012 kl. 20:45
hørt på en endnu ikke tilfrosset sø: hvid ælling til mørk svane, hvid ælling til mørk svane; for helvede, vi har en convoy
26. november 2012 kl. 16:58
har en publikation fra 2003 i Journal of Bacteriology som jeg, lightautistisk nok, stadig forstår. Det fedeste er at se hvordan andre har inkorporeret eller brygget videre på den viden man genererede. Jeg savner tiden i laboratoriet hvor jeg i lange perioder havde det hele for mig selv ofte om natten, med instituttets uhygge undeom mit rum. Lyden af vandbadene, muligheden for at pleje min konstante trang til orden, apparater til præcision og renhed. Jeg har sågar stadig bakteriestammer og plasmider der er opkaldt efter mig. Præfixet BOS plus et nummer, hedder de, buktusserne der slumrer i en minus 80 graders fryser. Jeg er ikke Jeres Gud, men en af mekanikerne og nej, der sikkert stadig ikke kakao i automaten.
30. november 2012 kl. 16:16
har ofte være lidt for meget, men er for tiden lidt for lidt. Novemberkompensation, kan vi jo kalde det. Imorgen er det 1. december og så er alt igen sodavandsfontæner, alleer med gigantiske Chupa Chups slikkepinde, lyserød sol og os allesammen der danser kædedans mens vi synger med heliumstemmer. Det bliver bare godt.
2. december 2012 kl. 13:19
Sne udenfor. Hvid jul og verden fremstår dejlig, dynet til, drysset over og dæmpet. Det der optager mig mest her til formiddag er dog en halvdød mynteplante, der havde lagt sig klar til evigheden i køkkenkarmen. Jeg er dog kommet døden på tværs med en kop vand fra livets flod. Nu betragter jeg hvordan planten igen giver livet et forsøg, i små ryk. Mynten bevæger sig synligt. Se hvor den kan. De osmotiske kræfter gør virkelig deres. Jeg har besluttet mig for at følge dette, jeg tager mig tid. Noterer kun lidt fra første parket. Fribillet. Kære Mynte, jeg taler ikke til dig under forestillingen. Du klarer det fint, virkelig. Bagved står dit publikum, kandebærerne og måber. Der er ikke mange fluer i karmen nu og fælderne skal snart visne og overvintre. Men mynten er vilter og i luften nu. Et friskt eksempel. Jeg burde virkelig gøre det her noget mere. Ingenting.
8. december 2012 kl. 05:28
Forstår egentlig godt hvorfor taxachaufførerne tillader sig at være selektive. Har netop siddet priviligeret i en af diligencerne og skottet ud af ruderne. Julefrokosterne udmunder i zombie-lignende scenarier. Vaklende mænd og kvinder med strimer af mascara, sved og tårer over fx. Preben, som også er skiderik. Det har vi sgu vidst fra dag 1. Hvorfor, hvorfor. I dødsriget hjælper ingen Carmencurler. Alle vågner 1% mere fra den nærdødslignende tilstand der åbenbarer sig i køretøjernes iskolde lyskegler. De udøde i festtøj rækker armene ud, langsomt, prøvende, tai shui agtigt. Mændene ved ikke de er døde, men render rundt med et overrasket udtryk. Var denne julefrokost livet? Var det så kort? Ingen sagde noget om gibbernakkere og Tysoneffekt. Luk os ind trods røget ål. Se. Vi vralter mod lyset. Vi fryser. Og så er det bare de levendes forbipasserende lune land på hjul. Gå videre mod taxi. Vi vil brække os på polster og æde vores egne sjæle igen og igen. I dürumrulle og nat. Hvad er der sket med os? Siger de. Chaufføre! Kør, kør, kør, for satan, det er jo en hel hær derude! Jeg må hjem og holde vagt. Jeg må sove når de døde sover.
31. december 2012 kl. 12:21
OK. Kort kondenseret beretning. Netop landet fra Hellsinki hvor jeg med fare for liv og lemmer skøjtede over et glasklart lag af indefrosne brostensmosaikker, fyldt med tidligt mørke, rensdyr i salige variationer tonerne fra den lokale karaoke-bar hvor jeg fremførte Walker Brothers hit med den, jo længere nordpå man kommer, merre passende titel "The Sun Aint Gonna Shine Anymore" i en slags tørskryden grundet et for højt pitch som man kan få sænket i baren hvis man ved hvordan man beder om det på finsk, hvor jeg med skam må tilstå at jeg kun kan sige "Kiitos", så sådan blev det, man må lissom gennemføre, ikke, og glemme stilpoint, den ældre dame vi hjalp over den skræmmende gadefrost sagde også Kiitos og viste sig at være 87 år hvilket efter hendes udsagn skyldtes udholdenhed, sisu, og det altid at være glad. Hendes øjne var meget klare og blå. Senere rockkoncert som sluttede med at forsangeren fik en guitar i hovedet og jeg havde det som ham efter kun en lidt for våd Martini serveret af en rystende nervøs men oprigtig bartender, som om han vidste hvem peditessevampyren på den anden side af disken var, og hvordan skulle han dog kunne det, jeg ved dte knapt nok selv. Nå, men fuck det lidt indimellem himmel og jord i hovedet. F.eks. at jeg fik fire flotte fletninger i julegaver fra to yndige små finske piger, hvilket jeg ikke vidste at jeg præcist havde brug for selvom jeg selvfølgelig så ligeså åndsvag ud som jeg senere kom til at synge. Myoserne og bihuleondskab blev opløst i en times sauna med selvtildelt birkeafstraffelse, fordrivelse af onde ånder og dem er der som bekendt nok af, så hvem der havde en sauna. Hvem der blot kunne se verdensakvarellens monokrome vinter, lag på lag udviskes, vi ser frem mod det disede, det tilrøgede, det slørede, det vi ikke ved helt, det store bagved som i sig selv er intet andet end mere sløring except death and taxes, snefnug, death and taxes. Og så bliver du til skyer.
31. december 2012 kl. 13:14
Nå, netop hjembragt rensdyrkød skal ordnes. De tørrede tragtkantareller er stadig i en kold kuffert i Helsinki fucking lufthavn, så der skal tænkes krea. Ellers bare hjemmerørt cocktailaften i arsenalet med et glas Pieper H 00:00 i ly for kanonslagene. Fragile we are... 2013 bliver med garanti bedre end 2012. Mest fordi 13 bare er et sejere tal. Sekundært fordi det fækale 2012 kvitterede med et lidt for skarpt lysstofrør der afslørede endnu et alderstegn; at jeg er begyndt at få hår i ørerne. Hvorfor er det lige at man med alderen skal trækkes med sådanne gevækster? Hvad i hede hule Helsinki skal man bruge ligheden med en ork/grinch/sortnisse til? Skal man nu til at se mere ærlig ud blot fordi man bliver gradvist bedre til at lyve?
31. december 2012 kl. 21:35
skjult fra karnappen ser jeg det nytår jeg husker fra barndommen, når man endelig, endelig høj af sukker og forventning, skulle med ud for at sende fyrværkeriet til himmels. De kyndige fædre er nede på gaden nu, børnene smider knaldperler, de lidt større får selv lov til at tænde og spurter væk. Jeg kan huske de små heksehyl der sad inde mellem to stykker pap og forestillede en bamse i en bil. Jeg synes det var synd at sætte ild til både fartøjet og dets fører, og frygteligt at høre og at se dem forulykke for at blive fundet i den afsvedne nytårsmorgen efter, som stumt liggende vådt pap, udbrændt og blege i et lille krater i sneen, i sod og udsivende farver. Det er den følsomhed jeg prøver at komme af med her. Crash and burn. Kort lunte og alt det der....