clavicula er kraveben på latin (jeg har slået det op) jeg laver to fine tynde streger langs knoglen og betragter mig selv i spejlet jeg vender rundt og skubber skuldrene bagud åbner op for hulningen under skulderbladet en trekant to trekanter der gemmer sig under huden og nu stikker frem lader det indre skelet komme til syne ligesom kravebenene afgrænser hulninger i min krop hulninger huden dækker over og strækker sig ud for at beskytte men det er knoglerne der spænder elastikken
navlen er det besynderligste den mindste hulning hvis jeg ser bort fra de midlertidige hulninger som sår og hudafskrabninger der nogle gange danner et lille hul et lille kig ind til huden og dermed må kunne betegnes som en hulning. navlen er den mindste konstante hulning og endda kun nødvendigvis en hulning hos mig på min krop for hans navle stikker ud som en lille kugle
armhulen: det siger sig selv tænker jeg det ligger i ordet at det også er en hulning der ligesom skulderbladene og kravebenene kan fremstå mere eller mindre hul